.
30. august 2013
En signert Borgarson
og to andre knivmakere i København
Denne kniven er signert B. BORGERSEN og ble solgt på auksjon i Sverige i år. Borgar Borgarson (1836-1916) signerte vanligvis ikke, og hans aller beste kniver er vanligvis uten navn. Da er det hyggelig å ha på bordet et signert toppeksemplar å sammenligne de usignerte med, og kanskje få slått fast om de også er laget av ham.
Dette er den usignerte kniven jeg ville legge den ved siden av. Jeg har tidligere vist den i artikkel om Glosimodt og Borgarson. Der har jeg også diskutert problemet med noen av de usignerte knivene.
Dette skulle jo være en hyggelig liten oppgave. Ta to praktfulle kniver og sammenligne detaljer i skjæringen og ellers. Se om det stemmer eller skurrer. Grave fram relevante opplysninger fra internett og biblioteker.
Men så ballet det på seg, og snart gikk det som det ofte går her: De to tidligere artiklene om Glosimodt og Borgarson burde jeg ha skrevet helt om, og fått med masse nye opplysninger. Det blir det ikke noe av akkurat nå, og en del av det blir gjentatt her.
En tredje kniv å sammenligne med, skåret i buksbom av Magnus Hansen.
Da jeg så auksjonsbilder av den signerte elfenbenskniven ovenfor, tenkte
jeg: Den der må da være laget av Magnus Hansen? Men hvorfor har den da
Borgarsons bladstempel?
Det ble noe annet da jeg ikke lenge etter kunne studere den på nært hold. Den er fra Borgarson.
Detaljene ligner bare nesten på dem i Hansens kniver. Men selv om Magnus Hansen ikke har laget den, skulle det vise seg at han likevel har en plass i dette bildet. Lengre nede kommer jeg tilbake til verkstedet hvor Hansen og Borgarson traff hverandre.
Her er en fjerde kniv som må være med, en kniv som jeg tidligere har vist bilder av i artiklene om Glosimodt og Borgarson. Jeg skriver der at den kanskje er skåret av Olaf Glosimodt, men at vi slett ikke vet det.
Derimot lar jeg denne kniven ligge litt til nesten uten å blande den eller knivmaker Tosten Flatmo (Fladmoe) inn i dette. Det er den svært interessante kniven som Sigurd Bølling har vist her i sin artikkel om Flatmo.
Det er slireholkene som er det interessante i denne sammenhengen. Bare se hvilke andre holker i denne artikkelen de ligner på.
Jeg får se hva jeg gjør med dette siden, men det blir for stort akkurat nå, og egentlig hadde jeg altså bare tenkt å sammenligne to kniver.
Vel. Da begynner jeg med den signerte Borgarson-kniven. Deretter sammenligner jeg litt, og til slutt tar jeg inn i sin helhet en stor artikkel om Borgarson i ukebladet Menneskevennen fra 1888, skrevet av Hallvard G. Heggtveit.
En signert Borgarson
Den signerte kniven er et topp-eksemplar, og bryter dermed med tendensen til at Borgarson ofte ikke signerte sine beste ting.
Bladstempel: B. BORGERSEN
Noen av knivene hans er stemplet bare BORGERSEN
En drømmekniv i enhver knivsamling, skåret i elfenben.
Bakside i samme kvalitet som forsiden.
Det som fikk meg til å tro at Magnus Hansen hadde laget den, var slireholkene og opphengskroken. Begge deler ligner på det vi ser i svært mange av Hansens kniver.
Nå har vi sett slik opphengskrok også i andre av Borgarsons kniver, men sammen med slireholkene var det altså Hansen jeg tenkte på. Kanskje Magnus Hansen kjøpte sine kroker i en forretning i København, og at Borgarson også kjøpte noen sånne der da han var der nede?
I starten av denne artikkelen har jeg vist et bilde av en kniv fra Tosten Flatmo. Den også har holker av tilnærmet dette slaget. Men det er vel den eneste kniv vi kjenner fra ham? Iallfall var det ikke Flatmo jeg tenkte på da jeg så denne kniven. Men det går altså an å komplisere denne saken ytterligere og gå inn på hvem det var som først laget denne holkefasongen som Magnus Hansen pleide å bruke.
Dette er så bra som det kan bli. Det er vel bortimot utrolig at vi på 1800-tallet hadde så mange som kunne få til noe slikt, at vi så ofte er usikre på hvem av dem som har skåret en sånn kniv.
Graveringen er mer ordinær, men pen og i samme stil som skjæringen. Borgarson graverte vel ikke selv? Jeg vet ikke hvem som har gravert dette, men det er jo mulig at Borgarson tegnet mønsteret.
Slireholken har sølvstempel 13 1/4, men ikke stempel som viser hvem sølvsmeden var.
Disse holkene med den spesielle kanten mot elfenbenet gir hele kniven en egen eleganse. Mange andre nydelig utskårne kniver har ganske enkle holker som ser ut til å være masseprodusert av andre enn knivmakeren, men disse her er integrert i slira som om de skulle ha vokst fram der.
Jeg skjønner godt at Magnus Hansen brukte holker med denne fasongen. Eller Tosten Flatmo i den ene kniven vi har sett fra ham. At vi ikke så ofte ser den i Borgarsons kniver, henger nok sammen med at det i vanlige produksjonsmodeller er enklere og billigere å bruke innkjøpte standardholker. Disse her er mer krevende å tilpasse.
En usignert Borgarson
Her er igjen den usignerte kniven som
jeg ville sammenligne med den signerte. Den har miniatyrskåret akantus i elfenben som er enda mindre i detaljene enn den forrige, og kvaliteten på arbeidet er like høy.
Holkene er annerledes. Enkel fasong, pyntet med litt filigran. Nederste slireholk har et løv og noen kuler, omtrent de samme som øverst i blad-delen av slira.Bladet er så godt som identisk med det som sitter i forrige kniv. Opphenget er helt annerledes.
Det er som alltid nødvendig (og veldig gøy) å sammenligne alle detaljer fra alle vinkler. Det får jeg ikke vist ordentlig her. Dette er noe som bør studeres mange ganger og lenge om gangen, og det blir ikke helt det samme med bare bilder. Er det tilstrekkelig sammenfall i mønsteret? Og i utførelsen? Er det noe sted at knivmakeren røper seg?Uten signatur går det alltid an å tvile, men her er sammenfallet for tydelig.
Hittil har denne usignerte kniven vært regnet som en svært sannsynlig Borgarson. Nå har den fått opprykk til en temmelig sikker Borgarson-kniv. Jo. De to knivene er nok fra samme knivmaker. Vi kan lure på hvorfor han bare av og til signerte. Det har nok for en stor del å gjøre med hvordan knivene ble solgt.
Nesten alle kniver og andre gjenstander fra de Conincks verksted er usignert, så det er naturlig at det som Borgarson leverte der, også er uten navn. Men så kan vi jo lure på hvorfor de Coninck ikke mye oftere ville ha sitt navn på det han solgte. Jeg har sett bare to kniver med de Conincks bladstempel, og kanskje bare én med annen signatur fra ham. Det finnes selvfølgelig mange flere der ute som jeg ikke har sett, men litt sier det vel at det ikke er flere som har kommet forbi meg.
Når en gammel kniv er signert, er signaturen gjerne selgerens og ikke knivmakerens, om ikke dette er samme person. Kanskje signerte Borgarson-kniver for det meste er noen han selv solgte direkte til private kunder.
Kanskje han ikke så ofte solgte de dyreste selv? Og utstillingsknivene? Jeg kommer tilbake til dem lengre nede.
Et unntak som roter til resonnementet litt her, er at kniven fra Tosten Flatmo har både hans og de Conincks signatur.
København
Olaf Glosimodt og Magnus Hansen bodde i mange år i København. I 1862 var Borgarson også der, riktig nok bare i to måneder. Og her plukker jeg noe fra Halvar G. Heggtveits artikkel som jeg gjengir i sin helhet etter denne. Heggtveit skriver om København-besøket:
"Han tilbragte den meste tid i Schwartz's kunst- og elfenben-dreierværksted i Sværtegade og lagde sig især efter kunstdreining og elfenbenskjæring. Ved siden heraf besøgte han flittig de forskjellige samlinger og omgikkes flere kunstnere især Bjørn Gudmundsen og Olaf Glosimot."Da er det nærliggende å tenke: Traff han ikke også Magnus Hansen mens han var der? Han også var en super treskjærer fra Norge? Men når var det nå at Hansen flyttet til København?
For å finne ut det, tok jeg fram igjen Henrik Vensilds store Magnus Hansen-artikkel i Vaabenhistoriske Aarbøger 1999. Og hvem var det ikke som arbeidet på familien Schwartz' verksted samtidig med Borgarson: Magnus Hansen! Hah!
Sabla gøy! Jeg gikk omkring her med et stort glis etterpå.
Da må det vel også regnes som sikkert at Magnus Hansen og Olaf Glosimot kjente hverandre.
1862 ser virkelig ut til å ha vært året sitt. Da hadde København tre rådyktige miniatyrskjærere av norsk opprinnelse som også laget kniver, selv om det for Borgarson bare ble et kort besøk. Klart at de tre så på hverandres ting og diskuterte. Glosimodt var fra før av et forbilde for Borgarson, kanskje ikke så mye for skjæringen, men for at han hadde greid å komme seg ut og studere kunst, som var en drøm Borgarson selv ikke fikk oppfylt.
Vi vet at Glosimodt laget kniver på denne tiden. I følge Norsk kunsthistorie deltok han på London-utstilling i 1862 der han blant annet viste "Knives in ivory after antique models". 1862 enda en gang, altså, dette året da tre supre norske knivmakere skar kniver i elfenben i København.
Hva slags kniver Olaf Glosimodt laget, er ennå usikkert. Det har alltid vært regnet at dette er den fasongen de hadde. Denne lille kniven fikk jeg se på Kongsbergmarken i 2009. Jeg har vist den i artikkelen om Glosimodt og Borgarson. Er den skåret av Glosimodt? Eller av Borgarson? Hvordan kan vi få vite noe sikkert? 
Vi vet at Glosimodt skar kniver i elfenben, og det er elfenben i denne. Uten at det hjelper oss stort. Sølvholkene har mye til felles med holkene i forrige kniv. Det hjelper oss heller ikke, for vi kan ikke stole på at de er laget av knivmakeren selv.
Det hadde vært gøy å få et sikkert knivmakernavn på denne, og før eller siden kommer vel det lykketreffet vi trenger. Eller rettere sagt: det bildet vi trenger, fra en utstilling Glosimodt deltok på.I Stockholm
Det ser ikke ut til at Borgarson sendte kniver til ustilling de første årene etter København-besøket, men i 1866 deltok han på utstilling i Stockholm med to kniver skåret i elfenben. Og der er det jammen noe å tenke på.
Den signerte B. BORGERSEN-kniven er opplagt i utstillingskvalitet, og en han måtte like å presentere seg med. Og selv om en kniv lett kan ha skiftet adresse på over hundre år: Da denne kniven ble solgt på auksjon tidligere i år, var det på en auksjon i Sverige.
Vi kan ikke vite om dette er en av hans to kniver på Stockholm-utstillingen i 1866, men usannsynlig er det ikke. Den har detaljer som gir assosiasjoner til Magnus Hansen og dermed til året 1862, som ikke er rett før 1866, men han hadde ikke hatt noen kniv på utstilling i mellomtiden.
Stempler på utstillingskniver
Når signerte Borgarson kniver som skulle på utstilling, og når signerte han dem ikke? Det er sannsynlig at det også her har betydning om han laget kniven for egen regning eller om det er en annen som har stilt den ut. Det kan være dette som skiller de to knivene over, at den signerte kniven ble utstilt av Borgarson selv og at en annen stilte ut den usignerte. Vi vet at det ikke alltid var han selv som var utstiller. Både de Coninck og Fladmoe viste Borgarson-arbeider. Bare se hva Heggtveit skriver om Flademoe i London i 1862.
Den signerte kniven har sølvstempel 13 1/4, men ikke sølvsmedens navnestempel. Hvis Borgarson laget holkene selv, ville han vel hatt sølvstempel og brukt det? Hvis han ikke laget dem selv, var det vel kanskje slik her også, at den som solgte kniven ville ha sitt navn på den, men ikke andre navn. Men uansett ville han vise at det var sølv i holkene.
Jeg lurer litt på denne London-utstillingen i 1862. Den usignerte kniven kom fra England, der den var med på en auksjon for orientalske elfenbensarbeider (!). Den også har sølvholker, men de er ustemplet. Var 13 1/4 for lavt sølvinnhold for England?
Artikkel om Borgar Borgarson i bladet
Menneskevennen
Det er skrevet en del om Borgar Borgarson. Her gjengir jeg en artikkel i avholdsbevegelsens ukeblad Menneskevennen, 1888 nr 2.
Bladet har dette bildet av Borgarson over det meste av forsiden.
Menneskevennen
Det er skrevet en del om Borgar Borgarson. Her gjengir jeg en artikkel i avholdsbevegelsens ukeblad Menneskevennen, 1888 nr 2.Bladet har dette bildet av Borgarson over det meste av forsiden.
I
bladet er teksten satt opp i flere spalter, nesten uten avsnitt. For at
den skal bli mer leselig her, har jeg satt inn avsnitt, men har ellers
beholdt den slik den står.
"H. G. H: Treskjærer Borger Borgersen
Den norske træskjærerkunst kan følges lige op til oldtiden. Uagtet den vel maa siges at være mer nasjonal end nogen af de øvrige kunstarter, kan der dog spores paavirkninger udenfra baade i ældre og nyere tid.
Den har været og er yndet rundt det hele land, men blomstrer nu særlig i det trondhjemske, samt i Gudbrandsdalen og Telemarken. Blant de mange dyktige træskjærere i sidstnævnte egn fortjener Borger Borgersen at nævnes. En mængde af hans arbeider har ved forskjellige udstillinger i Europa tiltrukket sig almindelig opmærksomhed; han har vundet mange prismedaljer og modtaget en række bestillinger fra England, Frankrige, Tyskland og Østerrige, ja endog fra Italien.
Da hans navn er naaet vidt udenfor vort fædrelands grænser, og da han tillige er et mærkeligt eksempel paa, hvor langt en norske træskjærer med store naturgaver og seig udholdenhed kan bringe det, vil det visselig interessere ”Menneskevennen”s læsere at se et portræt af ham i ægte teledragt og læse lidt om hans liv og gjerning.
Borger Borgersen er født paa Kaasa paa Vatnarheien i Bøe præstegjeld nedre Telemarken den 14 April 1826. Forældrene, Borger Jensen og hustru Kari Hansdatter, var hæderlige og begavede husmandsfolk. Faderen havde ikke interesser, som pegede i den retning, sønnen senere skulde gaa. Dette var derimod tilfældet med hans morbroder og hans søskendebørn. Han slægtede altsaa mest paa moderen, og allerede da han var 3 aar gammel, gjorde han de første forsøg som træskjærer.
I opvæksten hjalp han sine forældre med alt slags arbeide, som kunde falde, og øvede sig derhos flittig i at skjære i træ. Alt gammelt træskjærerarbeide, han kunde faa opspurgt, betragtede han nøie og søgte at efterligne, saa godt, han kunde. – Med hensyn til opdragelse og undervisning var han omtrent overladt til sig selv.
I hans hjembygd holdtes kun 14 dages omgangsskole hvert aar, og som husmandsgut havde han kun anledning til at besøge den i 8. Da den undervisning, han fik, var meget tarvelig efter de tiders maade, maatte han lære det meste hjemme og paa egen haand.
14 aar gammel blev han konfirmeret og gikk derpaa to uger i skriveskole hos kirkesangeren i Bøe. Omtrent ved den tid var Hittedals gamle, mærkelige stavekirke under istandsættelse, og han havde en slig brændende lyst til at slaa følge med de træskjærere, som skulde derop og deltage i arbeidet, men det lykkedes ikke for ham at komme ud.
Af sin nabo, der havde været i Kristiania en snartur, hørte han, at man inde i hovedstaden var begyndt med lidt træskjæring, og at flere flinke fjeldgutter havde god fortjeneste der inde med saadant arbeide. Heller ikke nu fik han opfyldt sit inderlige ønske om at komme ud; han menglede reisepenge, og moderen satte sig derimod.
I omkring 1 ½ aar drev han derefter om vinteren sin faders haandværk, skomageri, og reiste hver sommer til Rouland i øvre Telemarken paa slaattearbeide. Naar anledning gaves, øvede han sig ogsaa flittig i træskjæring og tabte aldrig sit egentlige maal af sigte: ganske at ofre sig for den gjerning, der var hans lyst og glæde, og hvortil han af naturen var udrustet med saa sjældne gaver.
Vaaren 1853 lykkedes det endelig for ham at løsrive sig fra hjemmet og komme ud. Han fulgte med sin nabo, der skulde til byen, og kom ved paasketider til Kristiania. Som prøve paa sin kunst havde han med sig en mand tilhest i ægte Theledragt samt en udskaaret ske. Disse sager fremviste han for Ed. D. Connick, deværende vicekonsul og søn til en dansk konsul.
Denne mand var begyndt at interessere sig levende for den norske træskjærerkunst og havde udsalg af dennes frembringelser. Han drev dog ikke den gang værksted, men havde forskjellige, der arbeidede for ham hjemme. Borgersen leiede sig et værelse ude i byen og begyndte at skjære i træ paa egen haand uden at modtage veiledning af nogen.
Det gikk med lyst og liv, og alt sit arbeide fik han solgt til Connick. I begyndelsen skar han i løn og barlind bitte smaa spretteknivskaft, som han ridsede med knivsodden, samt papirknive, servietringe og salatbestik; siden rygstykker og arme til lænestole efter modell og i egetræ. Han arbeidede utrættelig i Kristiania hele sommeren og reiste om høsten hjem igjen, hvos han gjorde færdig en del sager, han havde bestilling paa.
Den følgende vaar drog han atter fra hjemmet. Paa gjennemreisen standsede han et par maaneder paa Kongsberg og skar en del salatbestik, papirknive og daaser for Steenstrup den yngre og direktør Lammers. Derfra drog han videre til hovedstaden, hvor han regelmæssig opholdt sig hver sommer, medens han tilbragte vinteren i sit kjære hjem. Han fortsatte med at skjære de samme ting som før samt tiner, nøstekopper, skrin o. s. v.
Omkring 1856 opholdt han sig uafbrudt i Kristiania et helt aar.
I træskjæring modtog han fremdeles ingen veiledning, men øvede sig paa egen haand. Derimod gikk han en tid hos tegnelærer Arnesen og fik af ham undervisning i almindelig tegning.
Omtrent ved den tid gikk Glosimot og Fladager til Kjøbenhavn for paa akademiet der at uddanne sig som kunstnere. Borgersen vilde ogsaa have reist efter et aar senere, men Connick fik hindre det, hvilket han angret paa hele sit liv.
Derefter boede han nogle aar baade vinter og sommer i sin hjembygd; siden opholdt han sig 5 aar i Næs anneks til Saude præstegjeld, indtil han i 1862 flyttede til sin hustrus eiendom Lindeflaaten i Saude hovedsogn. Han var fremdeles uafbrudt sysselssat med træskjæring.
Det følgende aar tilbragte han 3 maaneder i hovedstaden, men var siden stadig hjemme, hvor han drev værksted og havde flere læregutter. Sine sager solgte han i Kristiania til Connik, Fredrik Wang og senere ogsaa til Bennett.
For daværende træskjærer Fladmoe skar Borgersen i 1862 til verdenudstillingen i London et krus samt en tine, begge i løntræ, der blev belønnede med prismedalje. Efter at have bemærket, at der i den norske afdeling paa udstillingen findes "nogle beundringsværdige prøver af træskjærerarbeide" udtaler det bekjendte storblad "Times" sig saaledes om nævnte sager af Borgersen:
"Det smukkeste heraf er et krus, forarbeidet af en simpel bonde; det er et sandt mesterværk og udmærker sig baade ved en elegant form og et smukt arbeide."
Og Universitetsbibliotekar Paul Botten Hansen skriver i "Illustreret Nyhedsblad" om dette krus følgende:
"Blandt de norske udstillingsgjenstande paa Londoner-udstillingen, som have faaet præmie, var endel af hr. Fladmoe udstillede træskjærerarbeider. Det betydeligste stykke deriblandt var det krus, hvoraf en efter fotografi udført afbildning her gives. Dette krus er særlig fremhævet saavel af bedømmelses-komiteen, som i forskjellige artikler om udstillingen og i Dermott's "Guide" kaldes det endog et underværk af fin ornamentering. Der er vistnok ogsaa lagt en flid og dyktighed paa dette arbeide, som fortjener paaskjønnelse og maatte vække store tanker om de bønders færdighed i treæskjærerarbeider, hvorpaa dette var en prøve. Som man af træsnittet ser (Nyhedsbladet meddelte nemlig et smukt træsnit af dette krus), er det hele krus overdækket med fin skur, medens laaget endog bestaar af gjennemstukket arbeide. Maaske lider det hele som kunststykke af for megen overlæsselse i ornamenteringen, men det er derfor ikke mindre karakteristisk og tillige mærkeligt ved den derpaa anvendte flid. Man studser maaske, naar man hører, at det har kostet sin mester tre maaneders uafbrudt arbeide; og dog er det saa . . . . Dette krus, der har fundet saa fordelaktig omtale, er udført af Borger Borgersen, af hvem Fladmoe har kjøbt det for 35 spd., ligesom ogsaa den udstillede tine for 5 spd."
Dette krus findes ogsaa gjengivet i meget formindsket maalestok i "Menneskevennen" sammen med Borgersens portræt.
Straks efter Londoner-udstillingen foretog han med offentligt stipendium (75 spd.) en reise til Kjøbenhavn, hvor han opholdt sig omtr. 2 maaneder. Han tilbragte den meste tid i Schwartz's kunst- og elfenben-dreierværksted i Sværtegade og lagde sig især efter kunstdreining og elfenbenskjæring. Ved siden heraf besøgte han flittig de forskjellige samlinger og omgikkes flere kunstnere især Bjørn Gudmundsen og Olaf Glosimot.
Til de skandinaviske udstilling i Stockholm 1866 sendte Borgersen to fint udskaarne elfenbens-knive samt en juvelæske, et par salatbestik og nogle papirknive, skaarne i buksbom. Disse sager vakte stor opmærksomhed og blev belønnede med første sølvmedalje.
Det følgende aar (1867) sendte han en vakker samling til verdensudstillingen i Paris. Især udmærkede sig blandt denne et syskrin, kunstig arbeidet af flere sorter træ, løn og buksbom, og med den fineste skur paa laag og sider.
Efter at have nævnt vor gamle træarkitektur med dens udskjæringer skriver den anseede kunstdommer Fr. Pecht om Borgersens arbeide følgende:
"Mellem bønderne i Thelemarken skal denne nu have vedligeholdt sig, og saaledes ser vi da paa udstillingen en række bægre, kander, skrin og husgeraad af mange slags, paa det rigeste smykkede med saadanne bladslyngninger, skaarne i lindetræ med en finhed, en høi følelse, en fast stil, hvis Lige man blandt alle de utallige arbeider af denne art intetsteds finder i samme fuldkommenhed - kun i Indien og Kina finder man noget Lignende. – – Her ser man ret, hvor ubetalelige fordelene af en gammel teknik ere, jeg vilde næsten udsætte en pris for, om nogen i Tyskland eller i Frankrige var i stand til at snitte noget af en saadan finhed."
– Paa den skandinaviske udstilling i Kjøbenhavn 1872 havde han kun nogle faa ting, der blev sat tilside. Han fik dog 2den medalje. Connik udstillede et stort skab med arbeider, som han havde kjøbt af Borgersen, og fik 1ste medalje.
Til udstillingen i Drammen 1873 sendte han derimod en stor og sjelden udsøgt samling, der skaffede ham 1ste prismedalje i sølv.
Samme aar meldte han sig ogsaa som deltager i verdensudstillingen i Wien og sendte der ned flere fint udskaarne knive og dolke (skaft og slir af elfenben) samt nogle papirknive og salatbestik af løntræ og buksbom. Perlen i denne samling var dog en liden daase af boksbom. Om denne har han selv fortalt, at den stod som lys levende fuldt færdig for hans indre Øie, før han begyndte paa den. Som alt hans finere arbeide er den overdækket med ren skur uden mindste afpudsning. Baade laag og sider er rigt prydede med bladornamenter og blomster, der smelter sammen til en harmonisk enhed af vidunderlig skjønhed.
Den førnævnte Fr. Pecht skriver om denne og Borgersens øvrige arbeider paa Wiener-udstillingen:
"Fra Norge er kun hine allerkjæreste træskjærerier af bønder i Thelemarken atter faldet mig i øinene, der bestaar i renaissance-løvværk, hvis skjønne udførelse allerede overraskede mig i Paris."
– Det var hans deltagelse i disse udstillinger, der henledede opmærksomheden paa hans arbeide og skaffede ham bestillinger fra England, Frankrige, Tyskland, Østerrige, ja endog fra Italien.
Sit værksted og sit arbeide drev han som før under ihærdig stræben efter stadig at gaa frem i sin kunst.
Ved begyndelsen af syvtiaarene solgte han sin eiendom i Saude og flyttede med sin familie til Gjerpen, hvor han tæt ved Porsgrund kjøbte sig en gaard. Her har han siden stadig boet.
Den første tid efter sin flytning der ned drev han med flere svende og leverede ved siden af finere træskjærerarbeider ogsaa skibsfigurer og andre forsiringer til fartøier.
Med nyt stipendium (400 kr.) af staten foretog han høsten 1876 en reise til Stockholm Og Kjøbenhavn for at sætte sig ind i tegning og modellering. Paa sidstnævnte sted var han i 3 maaneder og arbeidede især på kunstakademiet, hvor han tegnede og modellerede under professor Peters's veiledning.
Efter tilbagekomsten fortsatte han, som hidtil, med sine forskjellige arbeider, indtil han i 1878 blev bestyrer af og lærer ved den da nyoprettede husflids- og arbeidsskole i Porsgrund for middelskones og almueskolens elever. I denne stilling har han at undervise og veilede unge gutter, fra tiaarsalderen og opover, i snedkeri, udskjæring og andre forskjellige husflidsarbeider. I sine fristunder driver han med træskjæreri, næsten udelukkende finere sager.
Med et stipendium af 400 kroner foretog han sommeren 1882 en ny reise for at uddanne sig videre baade som husflidslærer og træskjærer. Han havde oprinnelig tænkt at reise til Schweitz, menda sproget lagde vanskeligheder i veien, valgte han istedet at gjøre en sommertur over til Amerika, hvor han tilbragte den meste tid i New-York og Chikago, særlig paa sidstnævnte sted.
Sit tre maaneders ophold der over benyttede han til flittig at gaa omkring paa værkstederne for træarbeider, særlig snedker- og træskjærerværkstederne. Under sit ophold her havde han omgang med flere kunstnere. Blandt disse har han fortrinsvis nævnt en tysk billedhugger fra Berlin, med hvem han havde mange frugtbringende samtaler, og af hvem han lærte meget.
Forresten tiltalte Amerika ham ikke i nogen henseende. Arbeidet syntes han som oftest blev drevet mekanisk og fabriksmæssigt, og om nogen egentlig kunst var der sjelden tale; træskjærerkunsten stod ikke høit; de sager, de leverede, var med hensyn til ornamenter og skur ensformige og stive. Han fant dog, at amerikanerne var særdeles praktiske folk, og at der for os var meget at lære af dem, og med adskillig udbytte i praktisk retning reiste han efter noget over 3 maaneders ophold der tilbage til sit hjem.
For egen regning gjorde han i 1885 en reise til Sverige for at sætte sig ind i sløidskolernes ordning og arbeidsmaade. Paa bortreisen besøgte han skolebestyrer Kjenneruds husflidsskole paa Fredrikshald og reiste derfra til Gøtheborg. Veiledet af bestyreren, ingeniør Erichson, gjorde han sig her bekjendt med 20 sløidskoler.
Derfra drog han til Skalsjø prestegjeld, hvor han opholdt sig en tid ved Nääs bekjendte seminarium til uddannelse af husflidslærere. Her blev han af bestyrer Salomon med største forekommenhed sat ind i arbeidsmetoden og arbeidet.
Efter en tur til Stockholm, hvor han besøgte 6 husflidsskoler, deriblandt Palmgreens sløidskole, drog han atter til Gøtheborg. Saavel nu som første gang blev han med megen opofrelse af tid og med en aldrig svigtende velvilje veiledet i mange ting af bestyrer Erichson.
Med rigt utbytte og med mange lyse minder fra en behagelig reise vendte han tilbage til Porsgrund, hvor han fortsætter sin gjerning som husflidslærer meg meget helt og har seet glædelige resultater af sin virksomhed.
I de senere aar har han kun deltaget i Bratsberg amts udstilling i Skien i 1880, hvor det ikke blev uddelt nogen medalje. Her fik han hæderlig omtale for en kubbestol og et skrin og Porsgrunds arbeidsskole ligeledes hæderlig omtale med diplom for sine udstillede sager, der var arbeidede under hans veiledning og tilsyn.
Han blev gift 4de juledag 1862 med Kari Johnsdatter fra Saude i nedre Thelemarken. deres ægteskab er velsignet med 10 børn, 6 gutter og 4 piger, hvoraf 5 gutter og 4 piger er i live. To af hans ældste sønner er i fordelagtig stilling som træskjærere i Amerika, og en av dem studerer.
H. G. H."
Denne H. G. H. som skrev artikkelen, het Hallvard Gunleikson Heggtveit (1850-1924) og var født i Kviteseid. Han var klokker ved Trefoldighetskirken i Oslo, og en kjent folkeminnesamler og kirkehistoriker.
(Saude og Hitterdalen i artikkelen er Sauherad og Heddal i Telemark.)
Artikkelen bærer preg av å være skrevet etter intervjuer med Borgarson. Det er nok Borgarsons egne ord vi leser her.
Rart at Heggtveit ikke nevner Borgarsons tre brødre. De også var jo dyktige treskjærere, som også skar for de Coninck (og som selvfølgelig laget Borgarson-kniver som roter det til for oss). Jeg tror nok han ville ha tatt dem med, om han hadde skrevet artikkelen uten Borgarsons overoppsyn. Borgarson er ikke den første som ikke ville ha med talentfulle og dyktige familiemedlemmer eller naboer i det som blir skrevet om dem, for hvorfor nevne konkurrenter?
Det er mye å finne ved å
finlese Heggtveits artikkel, som er full av viktige årstall og detaljer
som knivsamlere gjerne ville hatt enda mye mer av. Vi får også et viktig
bilde av hvordan skjæringen hans ble til. Borgarson presiserer at han
var selvlært og at han lenge skar sine gjenstander for egen regning.
Jeg liker det innblikket vi får i forholdet hans til "Connick", som han leverte sitt hjemmearbeid til. Vi kan vel regne med at de Coninck ikke lærte noen hvordan de skulle skjære, og neppe selv var en dyktig treskjærer. Når han rekrutterte dyktige skjærere og lot dem skjære det de var gode til, så de hverandres arbeider og skapte et miljø der treskjæringen riktig blomstret, uten innblanding. Akkurat som med flere knivtyper som blir laget nå.
Alt måtte kunne selges. De Coninck tok nok ikke bare passivt imot Borgarsons hjemmearbeid, han bestilte nok bestemte ting, ut fra hva som solgte og hva han selv likte, men han detaljstyrte neppe skjæringen, som sikkert var kommet dit den skulle lenge før de to traff hverandre.
Jeg liker det innblikket vi får i forholdet hans til "Connick", som han leverte sitt hjemmearbeid til. Vi kan vel regne med at de Coninck ikke lærte noen hvordan de skulle skjære, og neppe selv var en dyktig treskjærer. Når han rekrutterte dyktige skjærere og lot dem skjære det de var gode til, så de hverandres arbeider og skapte et miljø der treskjæringen riktig blomstret, uten innblanding. Akkurat som med flere knivtyper som blir laget nå.
Alt måtte kunne selges. De Coninck tok nok ikke bare passivt imot Borgarsons hjemmearbeid, han bestilte nok bestemte ting, ut fra hva som solgte og hva han selv likte, men han detaljstyrte neppe skjæringen, som sikkert var kommet dit den skulle lenge før de to traff hverandre.
"Borger Borgersen"?
Hvorfor kaller vi ham hele tiden Borgar Borgarson når han selv signerte BORGERSEN? I folketellingene for 1900 og 1910 for Sande i Vestfold (der han bodde da) er han registrert som Borger Borgersen. I 1865 for Sauherad i Telemark er han kalt Borge Borges., men det er vel bare fordi det gikk litt fort da opplysningene ble overført til Digitalarkivet? Eller ble han kalt Borge?
Nå er formen Borgar Borgarson så godt innarbeidet at det kan virke rart om vi kaller ham noe annet. Jeg har likevel ikke bestemt meg for hva jeg selv vil gjøre framover.
I 1900 er Borger Borgersen oppført i folketellingene som "Gaardbr. og selveier, træskjærer". I 1910 har han yrke "Gaardbruker Havebrug selveier", ikke treskjærer.
Litt rart blir det også å skrive navnet slik det kanskje ble uttalt da personen levde, uten å ta med offisiell skrivemåte da han levde. "Jehans Odde" i stedet for "Johannes Odde", for eksempel. Da liker jeg bedre å skrive "Johannes ('Jehans') Odde".
Eller for eksempel "John Svendsen Enlid ('Jo Svendsa')"?
